9=3x3=sejr
I går aftes fik jeg en sejr. Jeg vandt bronze. En sejr som nummer 3.
Banecykling er lidt anderledes i nogle discipliner, da man kører indledende runder og derfra går videre til at køre finaler enten om guld og sølv eller om bronze og ingenting. Det er min tredje sæson som banerytter på eliteniveau. I den tid er det blevet til 9 finaler. Dog kun en guldfinale, mens resten har været bronzefinaler. Indtil i går havde jeg aldrig vundet en finale. Jeg tror derfor også, at oplevelsen blev meget større af at vinde den. Når det ikke kommer let til en og ikke sker hver dag eller hver gang, føler jeg det som noget meget større.
Vi gik i bronzefinalen med 4. bedste tid. Colombia var vores modstander. Faktisk kunne det dårligt blive en større finale, fordi det colombianske publikum går så meget op i sport. Det er ved denne world cup, at jeg oplever den bedste stemning og folk der lader sig rive med. Råben og skrigen, en øredøvende larm inden start er det eneste vi kan høre. Det er langt højere end til guldfinalen mellem Australien og New Zealand, fordi Colombia er på hjemmebane.
Jeg talte med Casper Folsach, min værelseskammerat på denne tur, om at det i dag måtte være dagen hvor jeg fik brudt den dårlige stime af tabte finaler. 8 finaler havde jeg kørt uden at vinde en eneste. Så fandt Casper på, at det var den tredje gange tredje finale, hvilket er et eventyrtal to gange. Det var også Caspers tredje finale. Måske bliver tre fremover mit lykketal? Nej så galt går det nok ikke, jeg bruger ikke tal, som noget overtroisk. Så ville jeg være styrtet til VM med nummer 13 på ryggen.
Selve finalen startede med en tyvstart. Colombia var meget hurtigt ude af startboksen, faktisk så hurtigt, at jeg ingen gang nåede at træde igennem. Der er selvfølgelig omstart, når det sker. Tilbage på startpladserne. Vi kører stærkt til at starte med. Vi henter meget ind på Colombia. Det hele går rigtig godt. Udover mine skift. Jeg laver de værste skift jeg nogensinde har gjort i et holdløb. Det koster mange kræfter. Jeg var ved at blive sat et par gange. Men det gjorde jeg heldigvis ikke. På et tidspunkt er vi så meget foran, at vi kan se dem på langsiden. Kun lige en anelse, men vi kan og det betyder, at vi får lidt mere læ fra deres slipvind. Alligevel skruer de tempoet op hen mod slutningen og kommer meget tæt på. Uhyggelig tæt på var de. Det var helt ulideligt. Jeg nåede dog ikke at komme i tanke om de mange nederlag ved finaler jeg har været i, fordi jeg kun havde i hovedet at vinde. Jeg kunne slet ikke tænke på andet. Jeg kunne dog fornemme at Colombia kom meget tæt på til sidst. Da vi kører over stregen, var det ikke til at se, hvem der vandt. Det var så tæt. Jeg har før tabt med meget små marginaler. De var på min eller vores side om man vil det. 8 hundrededele af et sekund var hvad der adskilte os. Hvis man regner det om i meter, svarer det til 1,3 meter. Det er ikke særligt meget. I Beijing var jeg i en bronzefinale, jeg umiddelbart burde have vundet let. Der sagde Lars Bonde, sportschef i DCU, at det er sjovere at vinde bronzefinalen end at tabe guldfinalen, fordi jeg missede guldfinalen med 8 hundrededele af et sekund. Det havde jeg svært ved at se hvordan det kunne være. For lidt over en måned siden kom jeg i en guldfinale, tabte, og fik sølv. Det var rigtig stort. I går vandt jeg en bronzefinale. Det var langt sjovere end at tabe en guldfinale. Jeg synes heller ikke, at de der ikke har prøvet at være i begge situationer kan udtrykke sig om det. Jeg er ret sikker på, at man selv skal have prøvet det for at vide, hvordan det er.
Da vi kører over stregen, synes det for mig, at Casper Folsach rækker armen i vejret med det samme. Jeg turde ikke gøre noget, fordi det var så tæt. Ikke før jeg kom om på modsatte langside og kunne se Casper Jørgensen, vores træner stå og juble og jeg troede jeg kunne se skærmen. Det stod dog med for lille skrift til, at jeg reelt kunne se hvad der stod. Men jeg var ikke i tvivl fordi vi alle jublede nu. Jeg rakte en arm i vejret og kørte op til barrieren, hvor publikum hyldede os med øredøvende larm, mens de næsten kunne røre os. Vi kørte længe med armene oppe. To omgange tror jeg. Vi råbte af vores lungers fulde kraft. Ikke ord. Bare glædesråb. Men pludselig kunne jeg også mærke det skulle være slut, for jeg havde kørt og manglet ilt på samme måde, som jeg altid gør. Forskellen var bare, at det giver lidt ekstra kræfter at vinde. Derfor havde jeg overskud i de to omgange vi kørte og jublede, men så begyndte hovedet at dunke. Det føltes som om det var ved at sprænges. Det begyndte at svimle for øjnene, men der er jo ingen bremser på en banecykel så jeg måtte vente til den selv stoppede. Med det udstyr vi kører på, tager det lang tid, for kuglelejerne kører så godt. I øvrigt rullede jeg med omkring 40 km/t.
Da jeg endelig kom ned måtte jeg hjælpes af cyklen og jeg kunne ikke røre mig. Jeg sad længe op ad hegnet på fortovet nedenfor banen. Jeg ville gerne ned til de andre, men jeg kunne ikke gå, selv ikke efter 5-10 minutter. Min tidsfornemmelse var helt væk.
Jeg fik rejst mig og gik tre skridt. Så måtte jeg ned og sidde igen. Denne gang sad jeg på rampen der gå fra inderkredsen og op til banen. Mens jeg sad der, styrtede Australien i deres holdløb. Jeg ænsede det slet ikke. Men pludselig stod jeg midt imellem 5-6 new zealandske trænere, som diskuterede om Australien måtte få omstart. Jeg følte næsten, at jeg var med i deres møde, for de stod i en rundkreds med mig som en del af den. Det var meget mærkeligt, men jeg kunne stadig ikke gå. Efter yderligere nogle minutter kom vores mekaniker med min cykel. Jeg kunne dog heller ikke cykle, men jeg kunne sidde på den og han kunne skubbe mig hele vejen tilbage til vores bås. Derefter gik der ikke længe, før jeg var oppe og gå igen og nyde vores fantastiske sejr.
Det her er rent faktisk en af de største ting jeg har oplevet. Det gjorde det heller ikke mindre at stå på et podie med verdensmestrene fra Australien og New Zealand øverst, som lige har kørt en af de hurtigste tider nogensinde.
se kommentarer
(0)
| tilføj en kommentar | 2011-12-03 @ 00:24
At være god
Jeg har gjort mig nogle tanker om mine præstationer. Hvordan jeg har arbejdet med nogle helt uvante situationer og hvilke refleksioner, jeg har gjort mig herom. Først er det dog vigtigt at få lidt baggrund.
I 2009 kom jeg første gang med på banelandsholdet. Jeg gjorde det godt. Mit første holdløb var ingen stor succes, men allerede det næste jeg kørte, tog jeg længere føringer og øgede farten. To essentielle ting i et holdløb. Siden gik det hurtigt fremad. Jeg kørte mig ind som næsthurtigste dansker nogensinde på 4 km. Individuel forfølgelsesløb ved min anden 4 km nogensinde i Beijing i januar 2010. Ved den første jeg kørte, blev jeg dansk mester.
Op mod det forestående VM på hjemmebane i Ballerup prioriterede jeg gymnasiet meget højt, idet jeg var på mit sidste år. Jeg blev hjemme fra den vigtige træningslejr lige inden, men jeg kørte mine intervaller på hometrainer eller på veje med is. Under vores samling til VM tog jeg i skole hver dag, og jeg kørte rulleturene alene efter en lang skoledag. Jeg sad på hotellet og lavede en stor opgave sammen med min kæreste, som skulle skrive den samme opgave. Ja det var planlagt sådan og det var ikke snyd, gymnasiet er indrettet sådan.
Til VM i Ballerup kørte jeg mit livs holdløb to gange. Jeg var en af de stærkeste på holdet, og vi kørte faktisk en rigtig god tid. Dansk rekord på dansk grund. Det tegnede jo meget godt frem mod landevejssæsonen, men jeg blev ramt af en knæskade, springerknæ. Alligevel kørte jeg en god sæson. 7 sejre og den mest vindende rytter i Danmark i 2010. Jeg kørte et VM på landevej i Australien, hvor en medalje var meget realistisk og en sejr ville også have været mulig. Det sluttede dog efter ca. 11 minutter hvor jeg kørte ind i barrieren og ødelagde min cykel. Jeg udgik.
Så kom den værste vinter jeg nogensinde har oplevet, og muligvis kommer til at opleve. Det nye baneprojekt med fire nye ryttere var startet. Jeg blev trænet for hårdt og min knæskade sprang op igen. To uger på Mallorca uden træning stort set. Der var bedring, men jeg blev sat til at køre DM på bane i en disciplin jeg ikke syntes om. Min knæskade blev forværret. Jeg skulle dagen efter 4 uger til Australien. Det kunne have været en af de bedste ture. Skadet eller ej. Men det blev et mareridt, fordi jeg ikke måtte slappe af selvom jeg var skadet. Jeg skulle ligge i min seng og pleje min skade. Endda imens jeg kunne se de andre træne. Det er meget hårdt for en cykelrytter, der ikke laver andet end at cykle, ikke at kunne træne. Mit knæ kom dog i bedring, muligvis var det blevet godt, men der kom en world cup i slutningen af træningslejren, og det fik mit knæ til at gøre rigtig ondt igen.
Da vi kom hjem kunne jeg ikke holde pause, for jeg skulle til Columbia og køre world cup to uger efter. Vi blev derfor holdt på et hotel i Høje Tåstrup i en uge, hvor vi skulle leve på columbiansk tid, med aftensmad kl. 1 om natten osv. for at undgå jetlag, når vi rejste til Columbia i slutningen af ugen. Det er sådan man skal gøre det, hvis man skal undgå jetlag og være med i eliten her. Det går bare ikke, når ens mentalitet er så langt nede, at alting føles ligegyldigt og det gør så ondt i knæet, at det er umuligt at træne. Jeg endte med at tage på lange ture alene om aftenen. Jeg græd. Det var det hårdeste jeg nogensinde har oplevet. Jeg havde en følelse af, at jeg ville dø på turen til Columbia. Ikke fordi det er et farligt sted, med et af de højeste antal mord om året i den byen vi skulle bo i. Nej, jeg var bange for at dø, af det psykiske pres jeg havde haft i to måneder, hvor jeg kun fik at vide, at jeg ikke måtte blive hjemme og se min kæreste, fordi det ikke måtte være bedre at være skadet. Det forstod jeg ikke meget af, for hvis jeg syntes, det var bedre at være hjemme hos min kæreste, var der vel ingen grund til at være banecykelrytter med mere end 200 rejsedage om året. Jeg kom til Columbia og oplevede spændende ting og mindre spændende ting. Taget mit niveau i betragtning, kørte jeg et fantastisk holdløb. Det var lige meget for mig.
Da jeg kom hjem skete noget, der kan overraske mange. Jeg stoppede som cykelrytter. Jeg landede d. 20. december og indstillede min cykelkarriere. Jeg fortalte ingen om det. Jeg lod være med at træne. Jeg havde et møde med nogle højtstillede i DCU og Team Danmark. De vidste intet om det, men kunne selvfølgelig mærke på mig, at jeg ikke var ved godt mod. De fik overtalt mig til at finde noget lyst frem og tage med en måned til Sydafrika på den planlagte træningslejr, men gav mig også mulighed for at blive hjemme. Det var tæt på at jeg mistede lysten igen dernede, men jeg holdt modet oppe. Det var godt jeg tog med, for hvis jeg var blevet hjemme, havde jeg ikke trænet hele januar. Vi fik ny træner, da vi kom hjem og jeg fandt motivation igen.
Sæsonen i år har været ikke mindre end fantastisk. Jeg har opnået resultater, som kun meget få har. Det er jeg stolt af. Jeg har kørt stærkest af alle til DM i U23, men også mod eliten. Jeg har slået alle på nær en ved U23 VM. Det kan ikke tages fra mig at jeg har fået nogle gode resultater. Nu kommer vi så til banesæsonen. Der har jeg kørt stærkt. Jeg har vundet EM sølv, igen kørt mig ind som næsthurtigste dansker, efter Lasse Norman slog dansk rekord og fået to 4 pladser ved to world cups i holdløb. Men det er ikke gået så godt som jeg havde håbet. Når jeg kunne vinde elite DM og sølv ved U23 VM, troede jeg faktisk også, at jeg havde samme styrke, som ved VM i Ballerup 2010. Det har jeg ikke. Jeg kører fornuftigt, men det er meget hårdt at føle, at jeg er så langt fra mit tidligere niveau. Jeg ved jo hvad jeg har kunnet. Det har generet mig i halvanden måned. Det tager hårdt på mig. Jeg har snakket med professionelle og trænere om hvad man skal gøre, men det er jo let nok at sige. Faktisk er det lige så let, som at sige at nogle bare skal køre lidt hurtigere for så vinder de. Jeg har ikke kunnet fjerne den tanke, at jeg engang har kørt stærkere. Indtil i dag. Jeg har siddet adskillige timer og tænkt over situationen. Jeg har virkelig arbejdet med de teknikker jeg lært fra mentaltræning. Uden at se noget formål med det, indtil i dag. Jeg tror det er lidt den samme følelse, som de gamle grækere har haft, når de har siddet og forsøgt at løse komplicerede ligninger. Det føles, som en forløsning ud over det sædvanlige. Til eksempel, har jeg prøvet det før i matematik, når jeg har løst nogle meget svære opgaver, som jeg har arbejdet med længe. Det føles som om kroppen bliver renset fuldstændig og en lethed når ind i kroppen. Fremover arbejder jeg ud fra det niveau jeg har nu og lader være med at tænke på det niveau jeg har haft. Det tror jeg vil gøre, at jeg får mulighed for at udvikle mig og nå op på et højere niveau end før, hvilket er mit primære mål med min karriere, som cykelrytter.
se kommentarer
(0)
| tilføj en kommentar | 2011-12-02 @ 00:14
To medaljer
Der er gået længe siden min sidste blog. Jeg har haft det skønt den seneste halvanden måned. Der er mange ting der har været ændret, men som alligevel er vendt tilbage til det sædvanlige. Nu sidder jeg på 15. etage på et hotel i Kazaksthan, men er det mit sædvanlige liv? –skrevet færdig i Columbia.
Af anderledes oplevelser mener jeg selvfølgelig vm og ugen efter. Det var noget af en oplevelse. Det afgjort største resultat, jeg har kørt mig til indtil videre. Det er så stort at man kan blive professionel med sådan et resultat. For mig betyder det dog intet at jeg kan tage et skridt eller to op på landevejen, da jeg stadig har samme ambition: OL på bane, 4000m holdløb. Det er det jeg vil det næste år. Derefter må jeg igen overveje hvordan mit liv skal se ud.
Ved VM var det ikke kun resultatet, der for mig var stort. Det var hele arrangementet også, især fordi det i år blev afholdt i en millionby. VM bliver heller ikke mindre for det danske landshold af at det bliver afholdt i Danmark. Det er ikke ofte VM bliver afholdt sådan et sted. Af den grund kom der også mange flere tilskuere end normalt og flere end forventet. Det er jo kun positivt, for så er der flere, der ser MIG. Selvfølgelig skaber det også mere reklame for cykelsporten, som efterhånden ser ud til at have fået et lidt bedre ry.
Dagene efter jeg havde kørt var helt specielle. Jeg kunne dog godt fornemme optrækket inden. Ca. 10 journalister skulle lave interview i ugen op til. Tre skulle dagen før, og der var mange fotografer da vi prøvekørte ruten søndag inden start. På selve dagen sørgede Morten Bennekou for, at jeg ikke kom i kontakt med journalisterne, i hvert fald indtil jeg havde kørt. Derefter har de selvfølgelig frit spil.
De fleste ved jo nok godt, at jeg blev nummer to. Faktisk var det meget mærkeligt at stå på podiet, ja jeg har næsten lyst til at skrive øverst, for det var en sejr for mig. Rådhuspladsen var næsten fyldt. Det så ud som om den var fyldt oppe fra podiet. Så mange mennesker har aldrig før hyldet mig, for selvom det ikke var mig der vandt, så var det mediernes ”vm-helt”. Alle vidste tilsyneladende hvem jeg var, i hvert fald at jeg var dansker. Jeg har efterfølgende fået at vide af mange, jeg slet ikke kender eller har mødt, at det er sådanne ting, der gør, at de er stolte af at være danskere. Hvis det er sådan for alle, så er jeg glad for at kunne gøre den danske befolkning stolt, men samtidig er det aldrig en tanke der vil strejfe mig op mod konkurrencer.
I øvrigt kunne det danske folk næsten have mistet den gode følelse. Der var nemlig så meget pres på mig inden start, at landstræneren efterfølgende har rost mig for at kunne lukke det ude.
Dagen efter vandt Mads Würtz guld ved juniorenes enkeltstart. Det var utrolig flot og overraskende. Det var også sjovt for mig, idet jeg nu havde en at følges med. Det er nemlig ikke småting man bliver udsat for, når der er VM på hjemmebane. Selvom vi aldrig har vekslet et ord før han vandt, hang vi op ad hinanden de næste par dage, som var vi brødre. Det var spændende at lære ham at kende, og næste år skal vi faktisk køre på samme hold, dog i to forskellige aldersklasser. De dage var så specielle, at jeg aldrig vil glemme dem. Det betød også noget, at jeg havde en anden at dele min succes med. Dermed ikke sagt, at jeg ikke fik utallige tilkendegivelser om, hvor flot det var jeg havde kørt, både på facebook og af mine rigtige venner. Alligevel er det ikke det samme, som de dage, hvor jeg kunne gå sammen med Mads og vi kunne snakke om vores medaljer.
VM arrangementet blev selvfølgelig sluttet af med herre elite landevejsløbet. Det var som det nu er. Bagefter kom noget, som rigtig mange også havde glædet sig til. Hvert år bliver der nemlig holdt en stor fest, for de deltagende danskere ved VM. Det er underholdende, fordi vi amatører, som ser op til de professionelle, lige pludselig sidder ved samme bord og har det meget muntert. I år var det endnu sjovere, da juniorerne også var med til det samme VM-arrangement. Derfor var vi en meget stor gruppe der festede sammen. Faktisk var det lidt strengt, for flere medier havde kontaktet Mads, og spurgt om de måtte være der til vores fest. Det er jo ofte nemmere at få lov af en ung på kun 17. Heldigvis var Mads skarp og afviste dem.
Der er normalt stemning for at tage videre i byen ved de her VM fester og det gjorde vi selvfølgelig også. Jeg var i øvrigt så heldig, at min kæreste også kørte VM og derfor kunne have hende med i byen. Det er ikke tit vi kan det.
Der skete selvfølgelig mange ting i byen, men overordnet var det en kedelig tur, da det var søndag, og de steder vi kom, var overbefolket af alt for gamle mennesker.
Hvorfor jeg skriver om en bytur, er ikke for at nævne byturen selv, men for at fortælle om dagen efter. Selvom byturen var kedelig, endte jeg med at sove kl 5. Måske lidt sent for nogle, måske lidt tidligt for andre. Ikke desto mindre havde jeg lovet Go’ Morgen Danmark at stille op til interview sammen med Mads og Christina Siggaard som også havde vundet medalje. Derfor skulle jeg op kl. 6. Hvis jeg selv skal sige det klarede jeg det ganske udmærket. Jeg var nu noget træt. Da jeg kom hjem kunne jeg lige nå at sove 30 min mere. Jeg var nemlig allerede der startet på træningslejr, dog i Danmark, med banelandsholdet. Derfor stod den på 5 timers cykling. Et mareridt uden lige. Jeg klarede det dog nogenlunde og resten af turen gik fint.
Den træningslejr i Danmark mundede ud i begrundelsen til overskriften. Den varede to uger. Kun på landevejen. Derefter stod den på lidt banetræning og så af sted til Apeldoorn. Den bane hvor vi floppede så stort til VM for et halvt år siden og nu kom tilbage for at køre EM. Holdet var dog blevet forstærket af Michael Mørkøv. Han vil gerne tilbage på 4000m holdet til OL. Derfor skal han deltage ved et af de store internationale stævner. Vi havde faktisk et rigtig godt hold til EM. Der var dog også stor udskiftning. Som sagt kom Michael Mørkøv med på holdet. Derudover var vores unge junior Casper Folsach lige pludselig blevet god. Ikke sådan fra den ene dag til den anden, intet mistænksomt der, men igennem hele sæsonen er han blot blevet stærkere og stærkere. Det er imponerende, at en så ung dreng kan komme med på et hold til EM, hvor vi vandt sølv. Det blev nemlig vores resultat der. Vi startede først i kvalifikationen, satte selvfølgelig bedste tid, men den fik så også lov at blive stående indtil briterne, som det eneste hold slog os. Til finalen, blev Casper igen valgt til at køre med på holdet. Han gjorde det flot, taget i betragtning, at det var hans første holdløb i senior.
Måske er det svært at forestille sig, hvor glade vi var. Det var nemlig ikke bare lidt. Det er lige så hårene på armene. Vi havde også arbejdet rigtig hårdt for det i et stykke tid.
Nu kommer så det spændende. Endelig. Jeg kunne nemlig mærke til EM, hvor meget den medalje betød for mig. Det viste sig nemlig at jeg var mere glad for den, end for min VM medalje, som trods alt var af sølv. Jeg var faktisk flere gange i tvivl om mine følelser. Ligesom en teenager der ikke ved hvordan de skal styre følelserne med kærester. Jeg kunne nemlig ikke forstå i første omgang, hvordan det kunne være, at jeg var så glad for min EM sølvmedalje i forhold til min VM sølvmedalje. Efter mange overvejelser kom jeg frem til en konklusion. Som jeg har skrevet, var jeg alene om at vinde min VM medalje. Det at have et hold at dele en medalje er unikt. Det vejer meget tungt for mig, at jeg kan dele min succes med andre. Selvom Marc Cavendish vandt VM og kunne takke sine holdkammerater, var han den eneste der fik medaljen om halsen. Det kommer aldrig til at blive det samme. Vi var ikke ude og feste efter EM. Vi har jo en hel sæson med vigtige world cups. Det var fantastisk at vinde en sølv medalje med et helt hold. Det også fantastisk at det ikke var et eller andet U23 eller lavere rangerende stævne. Det var det ypperste, hvad der svarer til Pro tour på landevej, og der blev vi nummer to. De to ting gør at jeg er mere glad for min EM medalje end min VM medalje. Det endda på trods af, at langt de fleste vil sige min VM medalje er meget større. Måske er det fordi folk ikke forstår sig på så meget andet end størrelsen af mesterskabet, og måske fordi jeg kan få en professionel kontrakt med en U23 VM sølvmedalje. Alle sådanne ting kan være lige meget når jeg ikke synes det er størst. Jeg har endda hørt lignende udtalelser fra andre cykelryttere som har prøvet det samme. Omvendt ved jeg at Luke Durbridge var mere glad for sin U23 VM guldmedalje end han var for sin 4000m VM guldmedalje, men det er en anden historie.
se kommentarer
(0)
| tilføj en kommentar | 2011-11-27 @ 02:19
På tur i Kazakhstan
Det er ikke længere sjovt at være i udlandet. I hvert fald ikke når der har været dopingsager om clenbuterol i kød. Jeg ønsker ikke at få en positiv prøve, og da det er tilfædet, at man kan få det ved at spise noget kød rundt om i verden, holder jeg mig fuldstændig fra det. Her i Kazakhstan får jeg derfor intet kød udover fisk. Det er den eneste spise jeg føler mig tryk ved. Nogle mener selvfølgelig, at det er lettere at få dårlig mave hvis fisk ikke er tilberedt ordentligt, men jeg plejer at siger min mave er lavet af panser. Måske ikke udenpå, der kunne sikkert godt være flere muskler, men indeni er der intet, som slår den ud af kurs. Efter at jeg hver gang jeg var af sted i junior havde dårlig mave, har jeg en idé om at den er blevet så hærdet, jeg aldrig får dårlig mave igen. Det siger jeg uden at være nervøs for det så kommer. Jeg har rejst mange steder i verden og spist meget besynderligt mad, som let kan give rigtig mange problemer med maven. Det værste var dog i Columbia for ca. et år siden. Lige inden vi skal hjem med flyet syntes jeg, at det var nødvendigt at have vand med indtil vi kom om bord på flyet. Derfor spurgte jeg i restauranten. Uheldigvis fik jeg kontaktet den flotte pige, der stod og lavede omelet eller spejleæg. Hun havde lige slået et æg ud, og æggehvide løb ned af hendes fingre. Hun var utrolig glad for at skulle finde en vandflaske til mig, men hun vaskede ikke lige hænder først. Jeg tænkte okay det går nok for hun havde kun rørt i bunden af flasken, men alligevel var jeg ikke helt glad for at få den. Desværre valgte hun lige inden hun gav mig den, at tage fat i proppen og vende bunden mod mig. Jeg tog imod og var ret betænkelig. Der var ikke andet vand at drikke, så jeg valgte at drikke af flasken og jeg er heller ikke blevet syg. Måske skyldes det en god mave, men det er også vigtigt at vide hvilke ting der kan give dårlig mave og hvilke madvarer der ikke giver det lige så let. Fx er det ikke særlig mange æg der er salmonella i længere.
Der gælder selvfølgelig de samme forholdsregler i Kazakhstan som alle andre steder i verden. Jeg spiser meget lidt salat for det er måske skyllet i vand man ikke kan drikke, eller også er det slet ikke skyllet. Frugt spiser jeg kun, hvis det er vasket grundigt eller skrællet. Mad der ligner det samme som dagen før spiser jeg heller ikke i tilfælde af de bare genbruger det. Kød spiser jeg ikke længere i mistænkelige lande for at undgå tilsat clenbuterol. Grøntsager spiser jeg kun hvis de har været kogt. Jeg vasker altid hænder inden jeg spiser og flere gange om dagen, samt benytter mig af håndsprit. Noget måske ulækkert er hvis jeg skal på toilettet og vurderer forholdene for at komme ud fra toilettet efter jeg har vasket hænder kan være så dårlige at jeg hellere lader være med at vaske hænder for at undgå at røre ved vandhane og lignende. Jeg tørrer ofte bestikket af på restauranter inden jeg bruger det. Jeg rører aldrig ved dørhåndtag eller gelænder på trapper osv.
Der er mange ting som jeg kommer til at mangle på sådan en tur, men jeg vil for alt i verden ikke blive syg, når jeg er rejst adskillige til, denne gang Kazakhstan, og tilmed spist dårlig mad, for det kan det faktisk godt være selvom jeg ikke spiser særlig mange forskellige ting. Jeg ved, at det er vigtigt at få en sund kost og jeg prøver trods alt, at få forskellige vitaminer i maden. I Kazakhstan hvor det ikke er let, har jeg dog fundet en ret som jeg synes om. Til morgenmad har de nogle af dagene god risengrød. Det er lækkert. Til frokost og aftensmad får jeg pasta med bønner og nogle gange tang. Hvis der ikke er tang er der måske rødbeder. Det er de eneste ting jeg tager fra buffeten for ikke at blive syg. Til gengæld er det faktisk rigtig lækkert, hvis man kan nøjes med at spise det samme hver dag. Det er jeg heldigvis god til.
Derfor er jeg sikker på, at når vi i morgen skal i aktion præsterer næsten 100 % optimalt. De sidste få procent kunne vi måske hente i en lidt bedre kost, men her er det jo ens for alle, hvis ikke vi endda har en lille fordel.
Ps. Det er ikke så ofte jeg opdaterer min blog, men jeg vil begynde at lægge et link på min facebook fanside hver gang jeg skriver noget nyt.
se kommentarer
(2)
| tilføj en kommentar | 2011-11-02 @ 12:27
Jeg valgte min dag
I dag har det været en valgdag. Det sker ikke særlig ofte, men det har ikke ændret noget for mig. Til trods for valget har det alligevel været en hektisk dag for mig.
Jeg bliver vækket 30 min. før mit ur var sat til at ringe. Hvem er det der banker? Ikke Peter anker, men Anti Doping Danmark. En mand står udenfor og vil se mig tisse i en kop. Fint nok. Jeg har prøvet det før. Nogle mener man bliver krænket og jeg havde da også meget svært ved at tisse for fire år siden, mens en anden mand står og glor på det, men nu er jeg blevet vant til det. Min mening om whereaboutsystemet, har jeg ikke noget imod at dele. For at sige det ligeud, så hader jeg det. Det er vildt svært at huske at angive, hvor man er hver dag. Især når man, som mig, har en kæreste og ikke bor sammen. Det gør nemlig, at vi skifter mellem at sove hos mig og hos hende, og det giver mange ændringer. Når det så er sagt, så er jeg lige så vild med det, som jeg hader det. Jeg er nemlig overbevist om, at systemet fanger en stor del af dem der snyder. Min dom over systemet er derfor, at det i bund og grund er godt. Det er også noget der følger med, som eliteidrætsudøver. Det har jeg skrevet under på jeg vil være med til, og det er noget vi selv, selvfølgelig ikke mig, har skabt et behov for. Jeg gør mit til at fjerne det system igen, og det gør jeg ved at køre rent!
Selvom det fanger en del af snyderne, så kan det desværre også gå ud over måske uskyldige. Det oplevede jeg umiddelbart efter Anti doping kontrollanten var gået. I fjernsynet ser jeg, at Alex Rasmussen er blevet suspenderet. Jeg finder kort efter ud af, at han, netop i whereaboutsystemet, har fået tre advarsler, som følge af ikke at indberette godt nok. Han er desværre en af de få, som systemet ødelægger, da jeg ikke kan forestille mig, at han bevidst har snydt med dem. De gange jeg har været af sted med Alex, har jeg lært ham nogenlunde at kende, og det tager bestemt ikke lang tid at finde ud af, at han er det største rodehoved, der findes. Det er synd, men han er jo heller ikke særlig smart. Så er det sagt mildt om ham. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan hans liv må være nu og bliver det næste år. Det er synd. Heldigvis gik min dag videre.
Jeg når nemlig kun lige at spise, før jeg vender den lille røde bil mod Rødovre centret for at give et interview til Rødovre lokalavis. Det varede heldigvis ikke længe, og jeg kunne kort efter at have passeret Tiger-butikken for at købe økologisk solbærsaft, der tilmed er billig, vende snuden mod Idrættens Hus. Her havde jeg en aftale med den nye assisterende landstræner, Martin Lollesgaard, om at ordne hans computer. På landsholdet står jeg ofte for at reparere computere, når de går i stykker. Derudover kunne jeg også benytte lejligheden til at drøfte med Lars Bonde, hvordan jeg skal forholde mig til sagen om Alex Rasmussen.
Da det var i orden, tog jeg ud for at træne. Jeg har i et par dage glædet mig til at køre en omgang på enkeltstartsruten til vm, fordi der netop i dag er blevet lukket af for trafikken på H.C.Andersens Boulevard. Det forventede jeg nemlig ville være sjovt at se. Inden jeg kørte, ringede min holdkammerat, både på landsholdet og i det daglige, Sebastian Lander, og spurgte om vi ikke skulle køre den sammen. Dermed fik vi en god træning sammen.
Efter endt træning, havde jeg en aftale med min mormor, men efter mit bad kl 13:35, havde jeg jo næsten en time, til aftalen med min mormor. Derfor tog jeg over til Brøndby rådhus og besøgte min far. Det er længe siden, at jeg har set ham, og derfor kunne jeg lige benytte lejligheden til at hilse på ham.
Tiden gik hurtigt og jeg kørte til Hvidovre for at hente min mormor. For lang tid siden blev hun kørt ned, og går nu meget dårligt. Det ville være for svært for hende selv at komme til valgstedet og aflevere sin stemme. Vi kørte sammen op og ved samme lejlighed kunne vi jo lige hente en pakke på posthuset, samt ordne indkøbene.
Desværre havde jeg ikke meget tid til at blive der, da jeg havde lavet aftaler med et par andre journalister. Jeg kom hjem, og min træner, Lars Brian, kom forbi til en kop kaffe. Mine samtaler med journalister gik i gang, og det var meget fornøjeligt. De har nemlig ikke stillet alle de sædvanlige spørgsmål, hvilket gør det mere udfordrende at tale med dem.
Til sidst har jeg lavet en aftale med en anden om et nyt produkt, men det vender jeg måske tilbage med en af dagene.
Nu har jeg nemlig brugt min aften på at sidde og glo ind i fjernsynet og høre ligegyldige kommentarer fra diverse politikere.
se kommentarer
(1)
| tilføj en kommentar | 2011-09-16 @ 00:45
|
TIL BLOGFORSIDEN! / Admin
3 nyeste kommentare:
2011-11-06 @ 18:37
af Rasmus Quaade
2011-11-02 @ 14:36
af Frederik
2011-10-28 @ 12:53
af Frederik
(totale kommentarer: 30)
Arkiv
 2011
2010
2009
2008
 besøgende online: 1
|
